Løb er ikke så svært, det er bare at sætte den ene fod foran den anden lidt hurtigere end normalt

Det er vist ved at være lidt lang tid siden jeg skrev her sidst... det er der en grund til, men om det er en god grund eller ej, vil jeg lade være op til dig ;-)

 For to år siden i september 2013 så jeg sådan her ud:

Alt var godt og jeg og min ven Per (kæmp videre chef) var på vej til at drage afsted på vores vildeste tur indtil dagsdato, nemlig Mors 100 Miles løbet, 100 miles, eller lige omkring 160 kilometer rundt om Mors i det nordlige Jylland.

Her er vi ved starten... Jeg elsker billeder af fødder 🙌😊

Vi var vel omtrent 20 deltagere der havde sat sig for at forsøge at nå distancen og op til starten havde den lokale klub "Pinen og Plagen" fået stablet et kæmpe arrangement på benene med taler fra borgmesteren og andre af pingerne fra Mors. 

Her er vi så endelig på vej. 

De første 80 kilometer gik som jeg havde forventet.. Dejlig smertefrit... Godt nok endte jeg med at løbe alt for hurtigt i forhold til planen, men "hva fanden" tænkte jeg, det går nok alt sammen 😯😕.. Little did I know...  

ved 90 kilometer tog jeg ovenstående billede og skrev til dem der fulgte mig på Facebook, "90 kilometer og vejret er strålende :-P, jeg elsker at løbe!!"

Med den lille sætning havde jeg allerede forudsagt hvad der skulle være min bane mand og i sidste ende få mig til at udgå og måtte få skrevet det på resultatlisten som alle atleter frygter... DNF aka "Did Not Finish". 

Så hvad gik der galt?  Var det alligevel for langt for lille Anders at løbe de 160 kilometer? Det var måske distancen der slog mig ud, men vejret havde også sin part i hele misæren. 

Fra næsten start til slut regnede det konstant og jeg var simpelthen ikke forberedt godt nok på vejret. 

Der var mulighed for i hvert depot at få en kasse opmagasineret med proviant, skiftetøj og hvad man nu ellers kunne få brug for under løbet. 

Jeg havde troligt pakket flere kasser hjemme fra til at se blive strategisk placeret. En kasse med mad, en kasse med skiftetøj, en kasse med ekstra sko... En kasse med regntøj?? Nja, så langt havde jeg nu ikke tænkt. 

Nu er det ikke fordi jeg ikke havde prøvet at løbe i regnvejr før, forskellen lå bare i den længde af tid jeg var nødsaget til at befinde mig i regnvejret med så få ressourcer som jeg havde tilbage. 

På en normal "kort" tur som et marathon ville jeg være i stand til at holde et betydeligt højere tempo og dermed også en højere krops temperatur. Dette er var dog nogle helt andre omstændigheder, jeg opererede under her. 

Da jeg nåede forbi de 100 kilometer omtrent begyndte trætheden rigtig at sætte ind og jeg måtte sætte tempoet gevaldigt ned. Det resulterede selvfølgelig i at mit indre varmeværk simpelthen ikke var varmt nok til at varme kroppen helt op. Det var kun lige omkring brystet at der var varme på, resten af kroppen begyndte stille og roligt at lukke sig selv ned. 

På så lange løb som Mors 100 miles, plejer arrangørerne at have nødpersonale med til at tage sig af de langsomste løbere. Sådan en person hægtede sig på mig efter depotet ved de 100 kilometer. 

Efter yderligere 15-20 kilometer måtte jeg til sidst melde til den official der havde fulgt med mig på cykel at nu var det nok. 

Jeg har sjældent, I situationen, været så glad for at give op som jeg var i den situation... De sidste 15 kilometer havde været et helvede at komme igennem. Jeg havde konstant debatteret med mig selv om jeg skulle klemme ballerne sammen, lade være med at pive og bare knokle videre. Som jeg plejer at sige 

"løb er ikke så svært; det er bare at sætte den ene fod foran den anden lidt hurtigere end normalt"... 

Dette gik jeg og sagde til mig selv, igen og igen og igen.. Men til sidst sejrede fornuften endelig og jeg og den lige så våde official, søgte ly op imod en lade væk fra vinden og den kolde regn. 

Jeg endte med at blive hentet en halv time senere i bil (de måtte bære mig ind og ud af bilen) og blev efterfølgende tilset af løbets fantastiske medics der måtte overkomme deres blufærdighed og hjælpe mig med at tage tøjet af da jeg på det tidspunkt er så afkølet at jeg ikke kan styre min krop.. 

Så godt som det gik, så hurtigt gik det galt. Når jeg tænker tilbage på episoden bliver jeg stadig forbavset over hvor hurtigt ens liv kan skifte mellem en helt igennem overdreven følelse af succes til at føle sig som den største fiasko nogensinde... Altsammen bare fordi man ikke kunne gennemføre et sølle løb. 

Misforstå mig ikke, jeg forsøger ikke at negligere andre følelse af præstation over feks gennemførelsen af at have løbet et marathon, men for mig, ja så følte jeg mig som en fiasko. 

Det var to år siden...
Efter en depression, en skade i lysken og en massiv vægtforøgelse er jeg på vej tilbage... Der er lang vej igen, men jeg er på vej og destinationen er endnu en gang Mors 👍😀🙌..