Depression og stress...

I mit sidste indlæg skrev jeg følgende:

"Det var to år siden... Efter en depression, en skade i lysken og en massiv vægtforøgelse er jeg på vej tilbage... Der er lang vej igen, men jeg er på vej og destinationen er endnu en gang Mors :-)..." 

De problemer jeg havde efter Mors 2013 kommer jeg ind på senere...

Trail- og Ultraløb 2016

Det har som skrevet været en hård tur at komme tilbage igen, men jeg er altså igen på vej endnu engang mod Mors 100 Miles løbet, dog venter jeg til 2017 med at tilmelde mig løbet.

I den anledning har jeg sammen med Dansk Ultra Løber klub på Facebook lavet en plan for det kommende år.

19. Marts - North Coast Ultra 25K/53K - Tisvildeleje (AFTENVAGT IKKE TILMELDT) 
25. Marts (langfredag) - Gudenå Trail Challenge - 37,5K - (TILMELDT) 
9. April - Fyr til Fyr (ultracup.dk) 59,8K - Bornholm (TILMELDT)


30. April - Duathlon 5K~25K~5K - Karrebæksminde (IKKE TILMELDT)
7. Maj - Salomon Hammer Trail 50M - Bornholm (IKKE TILMELDT) 
11. Juni - Tough Viking 10K forhindringsløb - Amager Strandpark (IKKE TILMELDT) 
11. Juni - Gendarmstien (ultracup.dk) 58K - Sønderjylland (IKKE TILMELDT) 
6. August - NDURE Trail - 50K/100K - 4540 Fårevejle Sjælland (IKKE TILMELDT) 
13. August - Molsruten (ultracup.dk) 56K - Aarhus (IKKE TILMELDT) 
3. September - Telemarkens Tøffeste 81K - Treungen, Norge (IKKE TILMELDT) 
5. November - Kullamannen 64K - Kullen, Syd sverige (IKKE TILMELDT)


Først og fremmest er ordet "plan" nok det forkerte ord at bruge, alle disse løb kun er potentielle løb og ikke noget der er fastlagt endnu, som det kan ses er jeg ikke tilmeldt dem alle, kun Gudenå Trail Challenge den 25. marts samt Fyr Til Fyr den 9. april.

Jeg har tænkt mig at vurdere listen med chefen derhjemme og så kan vi i samråd finde en gruppe af løb der passer ind i kalenderen.

Jeg har med vilje valgt at sige at jeg ikke vil løbe noget længere end 50 miles i år, dog gerne trail og ideen er også sådan nogenlunde at stige i distance i løbet af året.

Det er dog ikke alle løb der er lagt ind i listen herover, min plan er at "krydre" listen med almindelige marathons hist og pist og bruge dem som en del af træningen i løbet af året. Jeg tror fuldt og fast på at man bliver en bedre ultraløber af at træne sig selv i at kunne håndtere de lange ture med jævne mellemrum.

Feks glæder jeg mig allerede nu til at gense gamle venner rundt om Damhussøen lørdag den 13. februar :-)


Men hvad skete der så efter Mors 2013??
Efter Mors i 2013 gik jeg godt og grundigt i stykker, ikke kun fysisk, men også psykisk.


Fysisk
Min lyske og mine knæ havde det ikke godt efter de 112,5 kilometer, og selv om jeg burde vær stoppet før da smerterne begyndte at komme, opførte jeg mig som en anden rookie (nogle vil måske bare kalde mig en typisk ultraløber) og valgte at ignorere smerterne og løbe videre. Jeg havde faktisk allerede smerter i mine knæ og lyske allerede inden Mors 2013, kan jeg se når jeg går tilbage i min logbog i dagene op til løbet, men vælger også da, at ignorere smerterne.


Psykisk

"Smerterne var dog kun første advarselslampe... min far fik konstateret kræft i juni 2013"
Det sammen med depressionen som jeg udviklede efterfølgende i vinteren 2013, gjorde at jeg var fuldstændig sat ud af spillet....

Jeg vælger at skrive om min depression, dels for at forklare hvad der skete, men mest af alt fordi det er terapeutisk for mig at skrive om det, velvidende at der nok ikke er nogen der rent faktisk læser det her.

Efter min DNF gik jeg stille og roligt ned med flaget, jeg lagde bare ikke mærke til det selv. Jeg stoppede med at løbe langt umiddelbart efter, noget de fleste vel ville betegne som sensibelt at gøre omstændighederne taget i betragtning, så jeg løb ikke marathon umiddelbart efter, som ellers havde været en tur jeg roligt havde kunne tage forholdsvis kort efter, havde alt gået som det skulle. Jeg sprang dem over, jeg udsatte dem, kald det hvad du vil, de blev ikke løbet, et eller andet var der galt.

Faktisk inviterer en af mine gode løbevenner Pia Hansson mig efter en måneds penge med til et marathon hos Peter Bøge, men der må jeg indkassere min anden DNF i karrieren og udgå efter 21,1 km. Jeg tænkte ikke meget over det, da det skete udover at jeg havde voldsomt mange smerter i lysken endnu engang.



Smerterne var dog kun første advarselslampe... min far fik konstateret kræft i juni 2013. Bugspythulecancer, den gang var far fyldt 70 år den 8. januar.





Hele familien Risager havde mødtes i oktober i anledning af den allerede planlagte fætter-kusine fest hvor han allerede på det tidspunkt var for svag til at deltage. På det tidspunkt var vi sikre på at han nok skulle komme over det, han var jo en Risager og vi er dem der aldrig giver op.

Der var flere der rejste sig og holdt en lille tale og fortalte lidt om far. igen, der var ingen der ikke regnede med at han ikke skulle klare den og rejse sig igen.

Flere af mine familiemedlemmer spurgte ind til mit løb og jeg fortalte sandt nok at jeg var gået lidt i stå på grund af den lange tur der gik i vasken, men at jeg nok skulle rejse mig igen.

Jeg havde dog bare ikke regnet med hvor meget det ville tære på mig at se far og mor gå igennem den periode op til. 

Et par uger før havde jeg oplevet den helt store nedsmeltning på arbejdet hvor jeg måtte tage hjem efter jeg var brudt grædende sammen. Min chef og jeg talte sammen og han bad mig tage fri og være sammen med familien så lang tid jeg havde behov for det.
Den 1. december 2013 var datoen hvor far endelig gav slip.... hele familien var der, jeg kan huske hvordan far livede op der den sidste dag og var momentant åndsfrisk, noget han ikke havde været i flere dage op til. Han fortalte hvor stolt han var af os og sine børnebørn og vi fik fortalt far at det var okay at give slip og at vi nok skulle klare os... det var okay at give slip.
Efter begravelsen gik livet videre som man jo vidste at det ville. Begravelsen var spektakulær og flere hundrede mennesker dukkede op for at ære den gamle. Jeg var og er stadig utrolig stolt over at have en far som ham. 
Efterfølgende troede jeg at jeg var kommet videre, at jeg var over mine problemer, men i februar 2014 gik det endnu en gang helt galt... 
Jeg havde siden fars død gået med ondt i maven, men jeg havde ignoreret det og tænkt at det skulle da nok gå væk af sig selv.

Jeg havde haft flere dage, også før min far døde hvor jeg var kørt afsted på arbejde, men havde måtte give op efter kun få kilometer og så efterfølgende ringe til min chef og melde mig syg, med en dårlig undskyldning om at jeg enten havde feber, eller at børnene var syge. Det jeg erindrer klarest er hvordan min mave snørede sig sammen lige så snart, at bilen pegede imod mit arbejde. Nogle dage overvandt jeg følelsen og kom igennem dagen og andre gange brød jeg sammen.

Disse dage var løsningen for mig at tage hjem og gemme mig i vores forholdsvis lille soveværelse i vores ellers store hus. Jeg kan huske hvordan jeg fandt det underligt at jeg ikke engang kunne tage mig sammen til at se en film på vores nyindkøbte store fjernsyn, men at jeg havde det bedst med at sidde med døren lukket i soveværelset og lytte til lydbøger fra min telefon med hovedtelefoner på. Sådan fulgte flere måneder hvor det blev støt og roligt værre, dag for dag.

Så kom den skæbnesvangre dag i februar hvor min kone fik mig overtalt til at ringe til lægen for at høre om han kunne hjælpe mig og der brød jeg endnu en gang sammen. Siddende ved computeren på lærerværelset, spurgte lægen mig, der kunne høre på min stemme at der var noget andet i vejen udover lidt mavepine, "hvordan har du det ellers Anders??"... 

efter det brød de sidste diger sammen og vandet og følelserne fossede ud.

Grædende måtte jeg erkende at jeg nok ikke havde det særlig godt. Vi aftalte at jeg skulle komme forbi dagen efter til et møde så vi kunne se om der var noget han kunne hjælpe mig med.

Depression og stress...

"jeg knokler stadig med følelsen af stress næsten ugenligt"

Det tog ikke lægen mange minutter at konstatere at han var nødt til at henvise mig til en psykolog. Han umiddelbare bud var stress der ikke var blevet håndteret korrekt og nu var brudt ud i en depression.

"En depression?!?!" rolig nu tænker jeg, det er måske at overdrive lidt, jeg er da bare lidt ked af det og følelsesladet efter min fars død og et lille løb der gik galt.... "en depression, nej ikke mig".

Jeg endte med at få af vide af min psykolog at jeg skulle sygemelde mig de næste 4-6 måneder... "A hva' for noget?!?!?, jeg har elever der skal til eksamen, det kan jeg da ikke!"... 
Til sidst blev vi enige om at jeg skulle holde mig fra arbejdet indtil midt i april hvorefter at jeg måtte begynde at tage kontakt med skolen igen.... det gjorde jeg så, i næsten to måneder gik jeg derhjemme og lavede i starten ingenting. Min psykolog havde fortalt mig at det var vigtigt at jeg brugte tiden på at reflektere over hvor jeg var nu og hvad der var gået galt og hvad jeg skulle fokusere videre på fra nu af. 
Det kunne jeg ikke gøre hele tiden så jeg endte med at bruge en masse tid på at bygge på huset. Blandt andet byggede jeg en legeplads til ungerne bagerst i haven... bare fordi.

Det har taget mig siden 2014 at komme ovenpå igen og jeg knokler stadig med følelsen af stress næsten ugenligt, men nu er det inden for et område hvor jeg kan håndtere det. Min kone fortæller mig at jeg har ændret mig gevaldigt siden den gang, jeg er ikke den samme person mere, om det så er til det bedre skal jeg lade være usagt ;-).